Annonce

Annonce

Anja Larsen plante rødbeder, mens Jes Hjort er i gang med at ukrudtsbrænderen i det næste bed.

Mens Anja Larsen udplanter de to uger gamle rødbeder i den porøse jord i Økotopens gravefri bede, har Jes Hjort renset det næste bed for ukrudt, inden det får en tur med ukrudtsbrænderen, bliver gødet, fræset og revet, så det er klar til planterne. Foto: Jakob Brandt

Økotopens første ansatte giver et plus på flere bundlinjer hos mikrogartneriet

SERIE: Efter knap fire års drift har Økotopen ansat en jordemoder som sin første deltidsmedarbejder. Hun både øger produktionen og giver vigtig sparring til Jes Hjort og Økotopen.

»Lige nu eksploderer det hele,« siger Jes Hjort og haler to store tidsler op af jorden under insektnettet i en række med næsten salgsklare kålplanter i et af mikrogartneriet mange udendørs bede. Efter et koldt forår har de seneste ugers sol for alvor sat fut i væksten hos Økotopen, som for første gang siden etableringen af det sønderjyske mikrogartneri har gang i samtlige 40 bede.

Det sidste kan han ikke mindst takke Økotopens første ansatte for. Hun hedder Anja Larsen og er uddannet jordemoder men blev stressramt i 2020, og med ønsket om at finde et mindre stressende arbejdsliv kom hun i efteråret 2020 i praktik hos Økotopen. Siden er hun kommet fast to-tre formiddage hver uge, og det samarbejde fungerede så godt, at hun fra 1. juni kom på lønningslisten.

Det giver god sparring

»Anja har stor passion for det grønne, men hun har også et skarpt blik for det forretningsmæssige, så hun er blevet en god sparringspartner for mig,« siger Jes Hjort, som nyder ikke længere at stå alene med alle de mange opgaver, der skal løses på et gartneri, som hver dag får nye ordrer, som skal pakkes og sendes.

logo for serien Et år med Økotopen

I serien 'Et år med Økotopen' følger Økologisk Nu den autodidakte landmand Jes Hjort-Malmbergs fjerde sæson som mikrogartner'.

Han dyrker 800 m2, hvoraf de 330 m2 er dækket af drivhuse og et solopvarmet spirerum.

I denne artikel fortælle han om tankerne bag og fordelene ved ansættelsen af Økotopens første medarbejder.

I første omgang arbejder Anja Larsen kun to formiddage om ugen – tirsdag og torsdag, men på sigt håber de begge, at arbejdstiden kan blive sat op i takt med, at økonomien og hendes helbred kan bære det.

»Når man ansætter personale, skal det selvfølgelig kunne oppebære deres egen løn, og vi er meget effektive, når vi er sammen. Om tirsdagen hjælper Anja typisk med udplantning og såning, mens vi høster og pakker til weekenden om torsdagen. På den måde får jeg frigivet noget tid til andre opgaver, som skaber merværdi for Økotopen.«

Mere struktur på arbejdsdagen

Allerede i 2019 indså Jes Hjort, at der var mere arbejde, end han selv kunne klare, men så kom corona og lagde en dæmper på salget, og da Anja Larsen begyndte i praktik, havde de derfor god tid til bl.a. at planlægge en større satsning på websalg af have- og gartneriudstyr, og Anja opdagede, at hun havde flair for at filme og poste de mange små indslag, som via de sociale medier har givet Økotopen et stort antal følgere.

Anja Larsen holder en pause fra udplantningen af rødbedeplanter for at lægge friske nyheder og billeder på de sociale medier
Anja Larsen holder en pause fra udplantningen af rødbedeplanter for at lægge friske nyheder og billeder på de sociale medier. Foto: Jakob Brandt

»Tidligere havde jeg ikke altid tid nok til at høste alle mine afgrøder. I år har jeg for første gang planter i alle 40 bede,« siger Jes Hjort, som også oplever en anden sidegevinst ved at få en medarbejder.

Anja Larsens ankomst tvinger ham til at få mere struktur på arbejdsgangene, og hvor han selv tidligere havde alt i hovedet, har Anja indført en tavle med oplysninger om, hvad der er i de enkelte bede, og hvornår planterne er kommet i jorden. Det sikrer et bedre overblik.

Meningsfyldt og alsidigt

For Anja Larsen har skiftet fra jordemorrollen til gartneribranchen været en positiv oplevelse.

»Det giver en dejlig ro i kroppen at arbejde med jord og planter, og det er et meget meningsfyldt og alsidigt arbejde at være her, hvor jeg også får mulighed for at arbejde med kommunikation via de sociale medier,« forklarer hun, mens hun planter de skrøbelige rødbedeplanter i den porøse jord i et af Økotopens bede.

Et par af hendes faste ’haveredskaber’ er et fotostativ og mobilen, som hun altid har inden for rækkevidde.

I løbet af en arbejdsdag tager hun typisk både billeder og optager små videoer med Jes Hjort, som hun lægger op på de sociale medier, hvor Økotopen har en trofast fanskare.

På den måde får de friske nyheder direkte fra bedet og har mulighed for at følge med i dagligdagen på gartneriet.

Flere artikler fra samme sektion

Du kan stadig nå at deltage i konkurrencen om Kantineprisen 2024

Kun kantinekøkkener med en økologiprocent på mindst 60 pct. kan deltage i dysten om Kantineprisen 2024, som finder en vinder på havnen i Gudhjem.

18-04-2024 2 minutter Events,   Professionelle køkkener,   Foodservice

Madland Festival kalder til samling, samtaler, hyldest og fejring

Det madpolitiske samlingspunkt og fællesskab Madland inviterer for femte år i træk til Madland Festival under sloganet: ”Gentænk madsystemet”.

17-04-2024 2 minutter Events

Økologisk Landsforening kæmper for, at æg ikke længere skal stå på køl - Danske Æg kæmper imod

Økologisk Landsforening ønsker et opgør med kravet om, at æg skal på køl, men hos Danske Æg vil man fastholde det.

15-04-2024 8 minutter Æg og fjerkræ,   Forbrug,   Detailhandel